Det er længe siden jeg har været på bloggen. Jeg har fået kørt lidt kilometer, men jeg har også haft ondt i knæet, og det er desværre kun blevet værre. Min sidste tur forrige uge startede ok, men efter 10 km begyndte knæet at gøre så ondt, at det ikke var holdbart, og jeg måtte stoppe efter ca. 13 km, fordi det gjorde alt for ondt.
Knæet er nu i så dårlig forfatning, at selv dagligdagsting gør ondt. Det er mildest talt noget bøvl, og jeg er nu blevet henvist til en speciallæge for at få røngtenfotograferet knæet og lavet en ultralydskanning, da min fys synes, at der var nogle nye symptomer, der skulle kigges lidt grundigere på. Så må jeg bare håbe på, at de bliver klogere på, hvad der er galt med knæet.
Med ovenstående in mente har jeg besluttet mig for at droppe CykelVasan, da jeg ikke tror, at jeg kan nå at komme i god nok form, så længe jeg kun kan køre 15 km ad gangen uden at det gør rigtig ondt. Og den måske vigtigste grund til, at jeg hiver stikket på mit projekt er, at det skal være sjovt at træne. Det skal ikke være en kamp, hvor jeg presser mit knæ hver gang for at få kilometer i benene for måske at ende med et knæ, der tager varig skade.
Forhåbentlig bliver knæet godt igen, og så må jeg tilmelde mig til CykelVasan til næste år og fuldføre mit projekt. Og hvis knæet skulle få det bedre hurtigt, så er jeg også tilmeldt Merida MTB Maraton i slutningen af september.
Jeg er selvfølgelig skuffet over, at jeg ikke kommer afsted til Sverige, men ikke skuffet over mig selv. Jeg havde inden jeg gik i gang regnet med, at det ville være min selvdisciplin, der ville være fjenden, og at jeg ganske enkelt ikke ville kunne tage mig sammen til at få trænet. Men jeg sidder tilbage med en følelse af, at jeg rent faktisk har taget min træning alvorligt, og at jeg er blevet stoppet af noget jeg ikke selv er herre over.
Jeg lukker og slukker, men håber at jeg vender tilbage til næste år.
