fredag den 10. maj 2013

6. maj 2013 - Runkne løg på Amager Fælled

Distance: 16.49 km
Tid: 56.35
Underlag: Grus, jord og lidt mudder
Terræn: Fladt

Som journalist er jeg trænet til at starte med det vigtigste i en artikel, så man kan forkorte fra bunden uden at substansen går tabt. Og det klart vigtigste ved mandagens cykeltur på Amager Fælled var for en gangs skyld ikke selve cykelturen, men mere de herlige ting man kan opleve, når man er på tur. Min faste træningsmakker Anne og jeg havde begivet os ud på nogle stier vi normalt ikke kører så meget på, og udover at den slags kan vise sig at være noget rod, så skulle det vise sig, at vores tur væk fra vante omgivelser blev noget der gav ar på sjælen. Stierne vi kørte på var smalle og kringlede, så farten var ikke så høj, hvilket gav os god mulighed for at blive udsat for de rædsler der mødte os. Lige pludselig vandrede der en ældre nøgen herre rundt og i mit forsøg på at kigge væk og undgå at kigge på hans runkne krop faldt mit blik på endnu en ældre nøgen herre, der lå i græsset med sine runkne løg og gøj til meget frit skue. Til Annes held valgte hun at kigge den modsatte vej af mig, så hun slap for nøgen mand nummer to. Hvem der bare var så heldig. Hvad de nøgne mænd lavede skal jeg ikke kunne sige, men jeg kom meget hurtigt til at tænke på Öresundsvisan med Drengene fra angora.

Udover nøgne mænd bød turen også på en punktering, som heldigvis ramte mit forhjul, så det var en smal sag lige at få sat en ny slange i, så turen kunne fortsætte. Knæet havde det nogenlunde, men kan stadig ikke holde til mere end det jeg kører nu. Jeg kan klart mærke at øvelserne virker, og at knæet bliver mere stabilt, så jeg håber virkelig, at jeg snart kan komme i gang med nogle længere ture.

Søndag står den på en tur i Hareskoven sammen med Anne.

onsdag den 1. maj 2013

1. maj 2013 - Overskud og opbygning

Distance: 18.41 km
Tid: 57.16
Underlag: Grus, jord og lidt mudder
Terræn: Fladt

Det blev ikke til 1. maj taler for mig i dag, men i stedet en tur på Amager Fælled i det fine vejr. Målet for dagens tur var at køre omkring de 20 km, men jeg fik en skæv start i sadlen og følte mig ikke helt tilpas og det kombineret med en klunke der sad i vejen gjorde, at der gik noget tid før jeg fik en god rytme og styr på tempoet.

Konceptet var det samme som de to forgående ture dog i et lidt højere tempo, og jeg fik kørt nogle runder på grustierne og et par hurtige ture på sporene i krattet inden knæet ikke synes, at jeg skulle køre mere. Jeg nåede ikke helt dagens mål, men er fint tilfreds selvom det er irriterende at måtte stoppe, når jeg har en følelse af, at der er energi til mere. Så jeg håber virkelig, at knæet snart tager sig sammen, så jeg kan komme i gang med de lidt længere ture.
Men indtil jeg har et nogenlunde smertefrit knæ, så står den på kortere, men hyppige, ture, så jeg holder mig i gang og trods alt for bygget på formen uden at overbelaste knæet.

Og netop fordi jeg nok ikke kommer til at køre de helt lange ture i de kommende uger, har jeg besluttet at droppe løbet på Fyn i slutningen af maj og fokusere 100 procent på at få trænet knæet og bygget på formen i et tempo, hvor knæet kan følge med.

Næste tur er fredag, hvor jeg cykler til Søborg og afleverer cyklen til service.