mandag den 29. april 2013

26. og 28. april 2013 - Spirrende optimisme

Distance: 26/4: 15.13 km og 28/4: 15.43 km
Tid: 26/4: 48.45 og 28/4: 53.15
Underlag: Grus, jord og lidt mudder
Terræn: Fladt. Enkelte småbakker

Små to uger efter min rædselstur på Kalvebod Fælled skulle pause og knæøvelser stå deres prøve i fredags, hvor jeg tog en tur på Amager Fælled for at se, hvordan knæet havde det. Jeg var meget opmærksom på at køre i lavere gear end normalt og havde besluttet, at jeg ville holde mig til grusstierne og slet ingen bakker. Kørte tre rundture på ca. 4.5 km og sørgede for at holde et jævnt tempo og være mere aktiv med gearene i sving og på de små ujævnheder der trods alt var for at skåne knæet mest muligt, og missionen lykkedes ret fint, da jeg stort set ikke mærkede knæet undervejs. Det var først da jeg stod af cyklen og trak cyklen i gården jeg fik smerter, men de forsvandt hurtigt, og der var heller ingen efterveer resten af dagen.

Søndag stod den igen på tur på Amager Fælled sammen med Anne, og tempoet var lidt højere og efter en rundtur på grusstierne kørte vi ind på de spor der er inde i krattet, og selvom jeg er mere aktiv i hele kroppen og velsagtens belaster knæet på en anden måde, når der er mange skarpe sving og meget op og ned i fart, så artede knæet sig ganske fint, og det blev sågar til en enkelt tur op ad en bakke helt ude ved vandrerhjemmet. Igen i går var jeg god til at få brugt gearerne og være opmærksom på, at mit tråd skulle være lettere end normalt.

Begge dage blev kørt i roligt tempo dog med den forskel af søndag var klart mere udfordrende på de små spor i krattet, men trods det magelige tempo var begge ture meget positive og mine dommedagstanker angående mulighederne for at køre CykelVasan er indtil videre lagt på hylden. Dog er jeg stadig meget i tvivl om løbet på Fyn. Synes egentlig er formen er ok, men er sikker på, at jeg vil blive meget ærgerlig, hvis det løb forværrer mit knæs tilstand, så det bliver nok noget med at se, hvordan de næste par ugers træning kommer til at forløbe og så tage en endelig beslutning i ugen op til løbet.

I dag var jeg så til fys for tredje gang, og Julie var ganske positiv omkring de fremskridt som knæet gør, så det var jo meget rart. Hun fandt dog lige nogle muskler på bagsiden af benet som var godt spændte, så de fik lige en solid og meget smertefuld omgang massage med det resultat, at jeg nu er tosset øm, men det går forhåbentlig over i morgen.

Næste tur er efter planen på onsdag på Amager Fælled og så en tur igen fredag til Søborg, hvor cyklen skal på værksted for at blive tjekket igennem fra A-Å.

mandag den 15. april 2013

14. april 2013 - Modvind = Røv og nøgler

Distance: 8.86 km
Tid: 30.47
Underlag: Asfalt
Terræn: Fladt, men tåbeligt vindblæst

Da jeg startede på min træning i januar, havde jeg regnet med, at det ville være selvdisciplinen, der ville være min absolut værste fjende, men jeg frygter, at det i stedet bliver min krop, der ender med at blive den største udfordring i mit forsøg på at nå mit mål om at komme igennem CykelVasan.

Søndagens tur på cyklen, som skulle have været en omgang asfalt hjem fra Hvidovre og lidt smat på Amager Fælled, udviklede sig til en værre omgang lort for nu at sige det lige ud.
Turen startede egentlig ok på asfalt og tempoet var fint trods modvind, og jeg kom fint op over motorvejsbroen til Amager og følte mig fint kørende. Kørte ind på Kalvebod Fælled og kom desværre til at køre ud i det helt åbne landskab, hvilket skulle vise sig at være noget hø, fordi der var meget vindblæst og det kombineret med min ambition om at holde et godt tempo viste sig at være for voldsom en belastning for mit venstre knæ, så efter ca. 20 minutters kørsel gjorde det så ondt, at jeg måtte geare ned og trille hen til nærmeste metrostation og lade mig transportere hjem.
Humøret var mildest talt ikke for godt, da jeg kom hjem, og jeg nåede mange dommedagstanker igennem om, hvorvidt jeg kan nå i nogenlunde form inden løbet på Fyn i slutningen af maj, hvis jeg skal holde pause, og om det overhovedet er realistisk at komme igennem 95 km i Sverige til august.

Jeg var derfor ret spændt på, hvad fysioterapeuten sagde ved dagens besøg, og hvad hendes dom over knæet var. Heldigvis var hun rimelig rolig omkring det, men sagde også, at jeg nok bliver nødt til at køre nogle kortere ture end hidtil og i lavere gear for at skåne knæet.
Det er selvfølgelig godt, at hun ikke ser et problem i, at jeg kører nogle ture, men spørgsmålet om hvorvidt jeg kan nå at komme i form til løbet på Fyn hænger stadig i luften, da jeg ikke gider at køre over bæltet, hvis jeg er i håbløs form.
Udover besked om at lytte til mit knæ fik jeg også endnu en øvelse med hjem til at styrke muskulaturen omkring knæet og jeg håber virkelig, at de hjælper, så jeg ikke skal bøvle med smerter alt for længe. Under alle omstændigheder er turen til Grenå i næste uge aflyst, da et udfordrende single track nok ikke lige er sagen for tiden.

torsdag den 11. april 2013

Metroseksuel tape og knæøvelse

Som jeg skrev i sidste indlæg fik jeg under sidste cykeltur lidt bøvl med en gammel skade af ukendt karakter, og besluttede mig for, at det nu var tid til at forsøge mig med noget fysioterapi. I dag havde jeg første besøg hos Amagerbro Fysioterapi, hvor Julie testede mit knæ igennem og kom frem til, at min venstre knæskal sidder for langt til venstre, og at kuren er at få styrket muskulaturen omkring knæet, så knæskallen kommer til at sidde mere lige. Så jeg blev instrueret i en simpel øvelse, hvor jeg på et ben skal bøje i knæet, og Julie kunne konstatere, at min balance ikke ligefrem er storslået eller som hun sagde, så "sejlede" jeg ret meget i knæene.

Som en indledende lindring af problemet fik jeg tapet knæskallen, så den bliver trukket mod højre, men modsat hospitaler kunne man ikke selv vælge farve på tapen, så de næste par dage må jeg leve med en omgang metreseksuel tape, der bare ikke står særlig godt til mine øjne.

Næste besøg er på mandag, og der er sikkert lidt at tage fat på, da jeg satser på at skulle en tur i skoven på søndag sammen med Anne.

Pænt er det ikke, men forhåbentlig er det effektivt

søndag den 7. april 2013

6. april 2013 - Velkommen tilbage til mudderet

Distance: 18.63 km
Tid: 1.05.35
Underlag: Grus, jord/mudder
Terræn: Fladt med enkelte bakker

Det sikre tegn på at foråret for alvor er på vej er mudderet på stierne på Amager Fælled og i skoven. Sneen og isen smelter og føret bliver herligt pløret, så ens cykel ser rigtig fin ud når man er færdig.
Stier og single tracks på Amager Fælled tog sig ud fra sin bedste side i går med mudder og vandpytter, så der var godt med udfordring især på de små stier, hvor der ikke kommer så meget sol.

Dejlig smattet cykel efter tur på Amager Fælled

Tempoet var ok og energiniveauet var helt som det skulle være. Benene var egentlig også gode, og jeg kan tydeligt mærke, at der sker fremskridt i forhold til kraftoverskuddet, men desværre kunne jeg også mærke mit venstre knæ mere end godt var. Jeg har igennem en årrække bøvlet med det knæ uden at finde ud af, hvad der er galt trods besøg hos diverse læger og en kikkertundersøgelse.
Den nemme løsning er at give det ro indtil smerterne er væk igen, men det vil blive et problem, hvis det opstår efter hver tur og jeg er nødt til at holde for meget pause, så jeg ikke kan opholde den træningsintensitet jeg gerne vil. Så nu bliver sidste skud i bøssen at forsøge mig med en fysioterapeut for at se om sådan en kan hjælpe mig.
Smerterne betød desværre også, at dagens tur i Hareskoven måtte aflyses, men jeg håber, at knæet er klar til en tur på tirsdag på Amager Fælled.