torsdag den 3. januar 2013

90 kilometer i en svensk skov....

I 2011 satte jeg mig for, at jeg på et eller andet tidspunkt skulle forsøge mig med et langt løb på mountainbike. Jeg fandt ret hurtigt ud af, at det skulle være CykelVasan i Sverige på ca. 90 km, og tænkte, at 2012 skulle være året, hvor jeg skulle køre mit "marathon" og for alvor teste mig selv. Det jeg ikke lige havde overvejet var, at alle pladserne for længst var udsolgt, så min plan blev udskudt.

I september 2012 sad jeg så klar ved tasterne, da billetterne til årets løb blev sat til salg. Og det skulle vise sig, at det var en rigtig god idé at være klar på dagen, da de 12.000 pladser blev revet væk på 26 minutter. Heldigvis var jeg blandt de 12.000, der sikrede sig en plads til de 90 km, og nu står jeg så foran min største udfordring nogensinde.

Jeg har før været i ganske fornuftig form, men intet der på nogen måde kan sammenlignes med den form jeg skal have opbygget for at kunne komme igennem strabadserne i Sverige. Jovist, jeg kunne måske godt kæmpe mig igennem de 90 km i min nuværende forfatning, men når jeg nu har betalt i dyre domme for at være med, skal det også gøres ordentligt.

Min største fjende op til løbet bliver uden tvivl min selvdisciplin eller mangel på samme. Jeg har mere end svært ved at tage mig sammen til at komme ud og køre ture i skoven, så der skal virkelig arbejdes med den side af mig selv, hvis jeg skal gennemføre løbet på de 5 timer som er målet.
Det kommer til at kræve mange timer både på landevej og i skoven og ikke mindst nogle tusinde kilometer i benene for at blive klar.

Og første tur er på lørdag!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar