lørdag den 2. marts 2013

Gode ben, mindre gode ben, slatne ben

Distance:  38.04 km (heraf 20.51 km sammen med Anne på 57.32)
Tid: 1.58.07
Underlag: Asfalt
Terræn: Fladt

Forårets første træningstur er vel overstået. Kørte de første 8 km selv og mødtes med Anne i Nordvest, hvorefter vi forsatte mod Strandvejen og kørte nord på. Vinden kom ind fra siden, så den var ikke den store faktor. Tempoet op langs vandet til Bellevue var rigtig fint, og vi rundede Taarbæk i fin stil, og vendte snuden hjemad igen. Ruten var den samme tilbage, men tempoet for mit vedkommende var ikke helt så fantastisk, så Anne stak lidt af fra mig, da hun lod til at have gode ben. Jeg fik først kontakt igen i Hellerup kort inden vores veje skiltes, og stykket fra Hellerup over Østerbro og hjem var jævnt hårdt, men til min tilfredshed formåede jeg at holde et godt tempo til trods for en del stop og start.

Kigger man på det samlede kilometertal, så er jeg rigtig godt tilfreds med at holde ca. 19 km/t i snit, og kigger man isoleret på de 20 km/t jeg kørte sammen med Anne, så er det rigtig godt på nuværende tidspunkt i min træning.

Hvad angår energiniveau, så havde jeg spist fornuftigt, og havde god energi det meste af turen, mens benene var godt sløve de sidste 5 kilometer.
Klog af skade havde jeg taget mindre tøj på i dag, og det var kun på handskefronten, at jeg fik det for varmt, men det var der heldigvis råd for med tyndere handsker i tasken.

Alt i alt var det en rigtig fin tur, og jeg er godt tilfreds med tempoet, og at jeg kunne holde en fornuftig gennemsnitsfart over en længere distance.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar